Forskningen bestræber sig på processuelt at undersøge og indkredse Livsbanens særlige arbejdsbegreber som et led i Livsbanens konceptualisering. Livsbanen forstås i forskningsprojektet som en lokalkulturel organisation, ”der ved at definere egne standarder for det gode liv og egne arbejdsbegreber kan åbne op for nye måder at håndtere psykosociale problemer” (Nissen, 2000). nedenfor konceptualiserer vi i første omgang, hvordan ’det fælles tredje’ og ’positiv interpellation’ er vigtige arbejdsbegreber for at forstå Livsbanens praksis.
Det fælles tredje
Forskningen peger på ’det fælles tredje’ som et helt centralt arbejdsbegreb for Livsbanens pædagogiske praksis. Det fælles tredje er gennem tiden blevet diskuteret og forsøgt defineret på forskellig vis, men det fremgår overordnet, at begrebet er nært knyttet til metoden/teorien om den hele arbejdsproces, hvor det at gennemføre arbejdsopgaver sammen i en fælles virksomhed er nødvendigt for menneskers personlige udvikling. En fælles tredje tilgang kan anskues som en form for “skulder-ved-skulder” pædagogik med afsæt i hverdagslivet praktiske gøremål med slogan som ”Vi vil handle – ikke behandle” (Lihme, 2012: 6). I Livsbanens praksis forstår vi det fælles tredje som mere end det ’noget’ man er sammen om. Selve de fællesskaber og aktiviteter som det fælles tredje udspiller sig i og med – er vigtige hvis vi skal forstå betydningen af det fælles tredje. I Livsbanen er det idealet, at det man i fællesskaberne er sammen om (fx rap, fodbold og kreativt design) er noget som kan begejstre og motivere. Den fælles aktivitet er således i forgrunden hvormed deltagerenes mulige mangler i form af fx sociale eller faglige problemer står i baggrunden – som noget man primært forholder sig til her og nu, hvis og når der opstår konflikter eller problemer, som led i den fælles aktivitet.
Det ses endvidere, hvordan Livsbanen som praksisfællesskab over tid har formået at skabe lokale kulturer, hvor både børn og voksne motiveres, begejstres og engageres omkring fælles interesser såsom; hiphopmusik, fodbold og kreativt design. Her kan forskellige børn, unge og voksne bidrage på hver sin måde til at skabe de fælles produkter, og til at skabe kulturen. Når vi undersøger det fælles tredje fra de unges perspektiv, viser forskningen at deres deltagelse omkring det fælles tredje i Livsbanen også rummer andre aspekter såsom betydningsfulde relationer, samtaler og arbejdet med tekster omkring alvorlige personlige emner, der er vigtige i de unges liv, samt fællesskaber hvor man praktiserer respekt og humor. Den rap de unge producerer sammen med Livsbanens hip hop konsulenter og gæster skal således forstås i relation til den unges personlige historie, det lokale fællesskab og i det lokalområde, den produceres i. Men hip hop kulturen er særlig på den måde at den samtidig også giver inspiration og mening for andre unge fra andre områder. Skyum Nielsen (2006: 11) formulerer det som at hiphoppen er ”glokal”. Rappen kan således forstås som et særligt stærkt ’fælles tredje’, fordi den er del af en global bevægelse, hvor rappen transformeres og får ny betydning i Livsbanens studier og fællesskaber på tværs af tid og steder (Holm, Elkjær, Andersen, Nielsen & Mørck, 2015: 81).
Positiv interpellation
Positiv interpellation viser sig som et andet centralt arbejdsbegreb for Livsbanens praksis, som en form for lokalkulturel ”implicit” pædagogik (Nissen & Clausen 1997), hvor der åbnes nye muligheder for at overskride mulige marginaliserede selvforståelser (Mørck, 2006) gennem det fælles tredje; fx rapproduktion. Med begrebet overskridelse peges der her på de bevægelser, der fx kan foregå i Livsbanens fællesskab, når deltagerne går fra at deltage med perifere eller marginale positioner i retning af mere legitime eller ansvarsfulde positioner, hvor unge som fx ”Kaka” og ”Tyrese” bliver til som produktive rappere – der kan noget helt særligt – og som gennem deres raps udbreder vigtige budskaber om, hvordan det er at have ADHD og om det de forstår ved respekt (Holm, Elkjær, Andersen, Nielsen & Mørck, 2015). Begrebet interpellation anvendes som et analytisk begreb til at pege på, hvordan subjekter i et fællesskab bliver selvbevidste og ansvarlige aktører ved at blive ”påkaldt” som værende del af fællesskabet. Forskningen viser, hvordan den positive interpellation i Livsbanen inviterer og tilbyder de unge nogle bestemte måder at deltage på i fællesskabet, som de ved at deltage i fællesskaber – også kan være med til at præge. Amir er fx, som en af de store og ”gamle” drenge i Livabanen, den, som tager ansvar for de mindre drenge i taxaen en aften, de skal ud og optræde, og en anden mindre dreng bliver åbent talt frem som ham, der er god til at vise omsorg for de andre (Elkjær & Holm, 2013). Her bliver deltagernes ressourcer fremstillet i et optimistisk ideologisk skær, og ved at fremhæve disse potentialer i handling, fx i rollemodelpositioner, interpellerer Livsbanen deltagerne positivt. Her fremstår en gensidig tillid som grundlæggende for måden at være sammen på i Livsbanen.
Livsbanen 