Forskningstilgange

En socialpraksisteoretisk tilgang

Forskningsprojektet i Livsbanen tager sit udgangspunkt i en socialpraksisteoretisk tilgang, der bemærker sig ved at understrege betydningen af det sociale og menneskers deltagelse i konkrete fællesskaber inspireret af fx Jean Lave og Line Lerche Mørck. Tilgangen betoner sin interesse i at forstå, hvorfor mennesker handler som de gør, og hvordan dette begrundes i den sociale praksis. Den sociale praksisteori består af forskellige teoretiske perspektiver, primært med udgangspunkt i kritisk psykologi og situeret læringsteori, der begge betoner, at subjekter lærer og bliver til ved at deltage i bestemte fællesskaber.

Kritisk psykologi

Den kritiske psykologi blev udviklet op gennem 1960’erne ved Freie Universität i Vestberlin som en modbevægelse til den traditionelle psykologi, som bl.a. Klaus Holzkamp(1927–1995) kritiserede for at fremstille mennesket abstrakt gennem et tredjepersonsstandpunkt. En sådan fremstilling er fx, når de unge fra Tingbjerg/Husum omtales som udsatte og som potentielle ”problemer for samfundet”, alene fordi de bor i et område, der er ”klassificeret” som udsat. En af de unge fra Livsbanen, giver udtryk for et sådant perspektiv, når han fortæller om, hvad det betyder at bo i et område som hans, hvor andre mener, at ghetto er lig problemer, hærværk, vold og kriminalitet.

Gennem et førstepersonsstandpunkt kan mennesket komme i centrum, og det kan blive muligt at forstå og begribe dets konkrete livsbetingelser, betydninger og denne unge mands grunde til at handle, som han gør. I kritisk psykologi forsøger man på den måde at forstå mennesket nedefra/ indefra, hvilket kan give adgang til mere konkrete forståelser. Teorien forsøger ikke at afspejle en (abstrakt) virkelighed uden for sig, men nærmere at reflektere, fremanalysere sammenhænge, pege på problemstillinger og dilemmaer med henblik på at udvide menneskers livsbetingelser og udvikle praksisser.

I den kritiske psykologi er det en central forståelse at mennesket og samfundet er gensidigt forbundet; mennesket kan ikke eksistere uden et samfund og samfundet ikke uden mennesker. Deltagerne fra Livsbanen fortæller fx om de forskellige samfundsmæssige sammenhænge, som de er en del af, såsom skolen, fritidshjem, foreninger, lektiecaféen m.v. og om, hvordan de selv indgår og forstår sig selv forskelligt her. En dreng fortæller, hvordan det, at han er begyndt at komme i Livsbanen, har lært at rappe og er blevet ”kendt” på Youtube og i de lokale medier, har haft betydning for hans måde at handle på i andre sammenhænge: ”Jeg er blevet bedre til at rappe, men ikke bedre til at lave hærværk”. Her kan disse sammenhænge, betingelser, betydninger og handlegrunde ikke ses som isolerede størrelser, men som et gensidigt forbundet forhold, hvor de unge både er underkastet samfundet, men ligeledes er producent af samfundet. Ved at skabe rap producerer deltagerne i Livsbanen noget samfundsmæssigt produktivt, der både bidrager til at forandre deres egne handlegrunde og selvforståelser og til at forandre samfundet, en udvikling som ifølge en af de unge peger i retning af, at ”det her område kan blive til noget rigtigt”.

Situeret læringsteori

Situeret læringsteori henviser til en teoretisk læringsforståelse, som Jean Lave og Etienne Wenger har udviklet ud fra studier af mesterlære. Ifølge dem er læring en social praksis og resultater af menneskers måde at deltage på i sociale handlesammenhænge. Læring er altså integreret og et uadskilleligt aspekt af den sociale praksis. I forskningsprojektet undersøger og analyserer vi, hvilke udviklings- læreprocesser, der finder sted i Livsbanen ud fra, hvordan deltagerne handler sammen og deltager både i, men også på tværs af de sociale sammenhænge og fælleskaber som de indgår i.